9. marts 2015

Dag 2 - marked og mad

Vi begyndte dagen med et mindre morgenmadsbord, som pludselig blev meget bedre, da vi kunne få varm kakao. Vi havde lært fra i går, at solskin ikke nødvendigvis er lig med varme. Så med solbriller og en varm trøje begav vi os af sted med to AT-grupper som guide. Vores syn på Medici- og Pazzi-familien blev taget op til diskussion foran kirken Santa Croce. Herefter tog vi på det centrale marked, hvor vi smagte på kager, pølser og ost. Adskillige gange forsøgte vi at føre en samtale med de lokale italienere - dog uden stor succes. Deres ordforråd omfatter primært: ”Hi” og ”No English” (efterfulgt af blege ansigter og febrilske håndbevægelser). Vi skulle undersøge italienernes spisevaner og forhold til sund mad, men vi stødte ind i en ret hård sprogbarriere. Så var det frokosttid med pizza og flirtende tjenere, der tilbød både telefonnummer, adresse og krop. Hedder man Julie kan ordet ”body” åbenbart forveksles med ”buddy”, hvilket skabte misforståelser og efterfølgende grin. Resten af dagen og aftenen stod den på madkursus på en italiensk restaurant. Men for at vende tilbage til misforståelse og kommunikation generelt, gik det i dag op for os, hvor afgørende det er at kunne kommunikere med andre mennesker. Kommunikation er med til at skabe en indbyrdes forståelse. Man kan selvfølgelig komme et stykke med fagter og tegn, men det har sine begrænsninger. På markedet var det let nok at købe tre stykker kage, men at få folk til at udtrykke deres holdninger var noget nær umuligt. De kunne ikke forstå os, vi kunne ikke forstå dem – vi gik skævt af hinanden. Selv når vi faktisk kan tale det samme sprog, er det ikke sikkert, at vi forstår hinanden. Kommunikation består nemlig af flere elementer end bare sproget. Vi tolker altid på situation, kropssprog, stemmeføring osv. Kommunikationen kan derfor let gå galt, hvis vi misforstår bare ét af disse elementer. Ironi er et klassisk eksempel på, hvordan menneskers kommunikation er en kompliceret affære, der let kan gå galt. Det så vi i dag – først på markedet, efterfølgende på restauranten.

Vores tur er kun lige begyndt, men vi har allerede oplevet en masse.


Værelse 7 (Camilla, Karoline, Thea og Julie)

Ingen kommentarer:

Send en kommentar